Selvsving....

Hvem kender ikke det? En del træthed, en del forsømt hobbyinstinkt og et par meter stof => taskemani.... De er så taknemmelige, at man faktisk kan sidde og halvsove henover maskinen mens den snurrer lystigt og det eneste man næsten skal ofre opmærksomhed på, er sammensætningen af de forskellige stoffer. Det er da overkommeligt.

Den seneste jeg har begået, er sendt direkte -varm fra maskinen- nordpå til BedsteOldeAnna som har fødselsdag i morgen. Den blev stoppet ud med lidt godt strømpegarn og strømpepinde, alt i alt en gave som jeg har afleveret med god samvittighed.

Mathias har også deltaget i udsmykningen, han var med i garnbutikken efter en knap, samtlige blev sat under lup og den endelige vinder fundet efter rum tid.

Hanken er lettere stoppet med flere tråde garn, så den stadig er "slasket" men med lidt mere volumen end det flade kantbånd.


Høsttasken blev også ok, men den skal ha´ en udstopning for at blive sådan rigtig god. Men størrelsen på de hersens tasker er helt perfekte til et strikketøj. Jeg drømmer lidt om en nedklippet gren hængende på muren, med småkviste hvorpå tasker i alle afskygninger dingler fyldt med diverse håndarbejder. Måske det bliver virkelighed, når engang vi har fået realiseret udbygningsdrømmen....

Og hvor den drøm dog kræver sit... Vi har planer om en fordobling af arealet i stueetagen, det er altså lige kneben med plads til det hele. Idéen er at den nuværende stue skal være spisestue alene og at den nye glastilbygning skal huse stuen med brændeovn og læsekrog....

Er igen oppe på fuld tid på jobbet. Gaaaab.... Ja, jeg er ikke den eneste det tager hårdt på! Men råddenben har det efterhånden godt, hvis man ser bort fra alle bulerne og de få stædige blå mærker, tja.. så er den vel så god som før.

Snart på arbejde igen....

Jeg giiiider ikke... Jeg har slet ikke nået sådan rigtig at hygge mig med alle de ting, jeg gerne ville lave og ha´ gjort, men hverdagen banker altså rimelig kraftigt på døren igen. Og jeg ved jo, at det kun lige er et spørgsmål om at komme ind i rytmen igen, så glider tingene lettere.

Dog har jeg et par ting jeg SKAL ha´ på plads inden jeg starter, nemlig (gaaab) oplægning af to par bukser og syning af minimum 1 stk. taske (har nu stof klar til 3).

Jeg har en UFO.
Eller i al fald noget lignende.
Vi har et maleri stående, det bliver flyttet rundt efter forgodtbefindende og temperament og det er kun min kærestes insisteren på at sælge det, der forhindrer mig i at sende det direkte på forbrændingen. Alt i alt, en UFO for mig. Dog har mine UFO´er væsenlig kortere levetid. Sådan her ser det ud.

I fald nogen skulle være interesseret i vore "Høtyv i hoved"-maleri af en M. Warley, så er vi meget villige til at indgå en rimelig handel! Billedet måler vel ca. 100 x 70 cm eller lidt mere.

Råddenben (kærligt øgenavn til venstre ben, givet af min kæreste) begynder at fungere nogenlunde igen. Det viser sig at være yderst gavnligt med cykelture i adstadigt tempo, men det virker stadig lidt stift og mørbanket. Har tjekket Matas, -til alt held findes der støttestrømpebukser der til forveksling ligner tykke nyloner i andre farver end selvlysende hvid!!!, så nu manger vi bare (jeg ved godt man ikke må sige det højt, men jeg sveder simpelthen tran i støttestrømpe og lange bukser i de her dage) et temperaturfald på 10 grader, så det er til at holde ud.

Pudefyld? Nullermandssamler-nederst-i-skabet eller hjemmetrøje??

Jeg er færdig med morgentrøjen. Den er monteret, skyllet op og lagt til tørre. Om jeg er glad for den?? Tja... Den er da dejlig blød og lun. Og så er det sagt.

Noget helt andet er gaven til svigerindens lillemand som snart bliver et år. Han ønskede sig hue og vanter og det skal han da selvfølgelig have. Jeg svang pindene her i weekenden og mangler nu kun vanterne. Og dem har jeg da også en opskrift på. Med mange forskellige størrelser angiver. Eller rettere sagt, en masse forskellige maskeantal, men ingen størrelsesangivelse... Sådan er det når man kopierer sig til ting.. Men trøjen er strikket (i perlestrik) i Cosy Wool, som nok ved første håndsrækning kan virke lidt krads, men som bliver lidt blødere og mere medgørlig efter udsættelse for strikkepinde og vaskemaskine. Nu er det så kun igen det med størrelsen tilbage. Strikkefastheden er overholdt (kryds i kalenderen) og jeg har fuldt opskriften 100 %. Måske er det fordi det er så længe siden, at Mathias var i den størrelse, at jeg ikke rigtig kan vurdere det mere, men det forekommer mig at lillemanden kan være to gange (mindst) i denne trøje. Men det er jo også rart at ha´noget at vokse til i.

Det næste der skal ha´ lidt opmærksomhed er en efterhånde gammel kending blandt visse bloggere, nemlig denne her, bare i lidt blandede rester fra min svigermors patchworkstoflager. Jeg satser på fabrikation af nogle stykker til alt mit forskellige strikketøj og måske også en strikkepindeetui; hvis der nu skulle være nogle der netop har set sådan en, tager jeg da gerne et vink af vognstangen derhen. Indtil videre har jeg fundet stoffet frem, købt mig fra kantbåndet og mangler knappen endnu. Den bliver vist en kende høstagtig, tror jeg nok...



Jeg var ved at se billederne fra Brugge igennem, det er en hel fantastisk smuk bymidte de har sig der. Underligt nok for vi turister, var der utallige lejligheder/små huse til salg, mange liggende lige op af kanalen, bygget for adskillige hundrede år siden, smukke smukke detaljer over alt, sprossede vinduer, små karnapper, altaner, landgangsbroer, alt det man som turist finder så charmerende at svømme hen over på sådan et besøg. Jeg har kun uploadet ét billede derfra, det keder jo som regel de fleste der ikke har været der eller har intentioner om at tage dertil, derfor skal jeg være skånsom ;-)

P.S Jeg viste min søn forslaget på hættetrøjen, Linda, men den "var altså sådan lidt for tøseagtig"... Og det kommer fra drengen der forleden kom hjem, overtegnet med blomster og hjerter op ad hele armen. Ja, jeg ved det godt, sidepigen er sød, men jeg havde nu alligevel ikke troet....

Auuuuuuv av av av. Og av igen.

For filan da, hvor gør det nas at få fjernet åreknuder. Og medmindre man er til det lidt mere psykedeliske kunst, så ser det egentligt heller ikke fantastisk pænt ud i alle de afskygninger af gul, blå, rød og lilla... Men nu går det da fremad igen, kan faktisk gå helt hen til min søde garn-pusher, blive vartet op med en kop kaffe mens jeg bladret de nyeste opskrifter igennem, med benet slænget op på en garnkurv, indtil jeg er klar til at stavre hjem igen. Er det bare fuldendt service eller hvad????? Og selvfølgelig kom der ganske få nye forsyninger med hjem; en petroleumsfarvet mohair til sammenstrikning med min petroleumsblå alpaca og en helt fantastisk spændende blæret disko-80´er-agtig garn i forskellige kvaliteter, Premier Dazzle i brun, kobber og gylden. Den skal transformeres til en vest sammesteds fra.

Vi havde den store fornøjelse af et par afslappende dage i Brugge inden operationen, hvor vi fik gået gader og stræder tynde, indtaget alt for meget af både det faste (endnu engang undrer jeg mig over forekomsten af minimicrokrabber i gemalens muslinger?????) og det flydende (godt man mestrer taktikken i "indtagelse af væske fra ½ l Kwak-glas uden ølspulning af komplet overkrop", hvilket enhver med kendskab til Kwak selv kan udregne oddsene for... Tip: Pas på kluk-lydene!!!) Billeder fra byen bliver uploadet senere, når jeg igen har lettet mig fra min vandrette position på sofaen.

Jeg har bemærket flere frustrerede kvindelige strikkere, som er bekymrede for deres små poder. Jeg tilslutter mig koret. Nok er junior glad for at gå i skole, men han er altså havnet i en klasse (som ellers har mange andre gode kvaliteter!!) uden de nærmeste legekammerater (som så behændigt er blevet placeret i den anden klasse ved opdelingen) og dét er saftsuseme ikke let at håndtere for ham. Oven i det tilføjer vi så et lille bitte spiseproblem på en 5 cm. agurkstykkes størrelse. Det er nemlig af og til alt der bliver indtaget fra kl. 7.30 til 16.00........ Uark - DET GÅR BARE IKKE! Så nu skal tiden her på sofaen bruges fornuftigt på planlægning af sund og overmådelig fristende madpakkeindhold.

Men er det ikke altid nok emner til en større selvransagelse og tvivl om, hvorvidt man nu virkelig ér den bedste mor, kæreste, datter, søster, ven, nabo, kollega osv. som man virkelig kan/ønsker at være? Jeg syntes hele konceptet "simple living" lød så besnærende da det kom frem i alle bladene, men guud hvor er det da svært, når man ligesom bare ikke har tid til at organisere denne helt enkelte livsstil. Og hvordan skal man forsvare kæmpedyngen af garn og alt muligt andet, som da simpelhen bare ikke kan flyttes ti cm eller sorteres ud i?????? Det er jo nogle det lykkes for, men det virker bare lige som ikke rigtig for mig. Og så er det jo den fantastiske guldrandede karakterbeskrivelse af en person "han/hun hviler i sig selv". -Ja tak, det vil jeg også gerne, men hvem f..... ordner så resten????

Slut. Stop. Hold. Nu. Omgående. Solen skinner, kontoen er stadig i plus, selvom det allerede er d. 4 og der er knopper i min ene ørkenrose.